Individuel skriveøvelse: Redegørelse - Kulturfortællinger

De to indgange til kulturbegrebet

Med udgangspunkt i Kulturfortællinger – fortalt med mange stemmer kap 7, vil jeg gøre rede for de to indgange til kulturbegrebet.

Den tværkulturelle forståelse:

En tværkulturel forståelse tager udgangspunkt i en sammenligning af forskellige fænomener inden for forskellige kulturer. Den tværkulturelle model lægger således op til at fokusere på forskelle og ligheder, som f.eks. familiemønstre, kønsroller m.m. Derudover uddrager den konsekvenser for hvilken betydning det har for det enkelte menneske at vokse op imellem to kulturer, dvs. at det også har en konsekvens for den pædagogiske praksis, da der skal arbejde med at integrere de mennesker, der i forhold til børneopdragelse, har et andet værdigrundlag end det danske. Den kan være god til at pege på tendenser og opmærksomhedspunkter i kulturmødet, men hvis den anvendes ureflekteret, kan det ende med stereotype forestillinger. Hvis man laver en direkte sammenligning af ungdomsliv i en moderne kultur og ungdomsliv i den traditionelle kultur, giver modellen en form for overblik. Modellen forholder sig ikke til hvad der bestemmer en given kultur som kultur, derimod laver den en sammenlignende analyse af adfærd. Den tværkulturelle model rummer en fare for etnocentrisme eller kulturrelativisme, da en etnocentriskkulturforståelse ligger afstand til al den kultur som ikke er ligeså god som den kultur man selv er en del af, og den kulturrelativistisk model ser kultur som et fænomen som kun kan forstås inden for egne rammer. De to kulturforståelser ser derfor kultur som en afgrænset størrelse, som kan puttes i kasser. Begrebet psykologisk personbegreb, er det grundlæggende begreb inden for den tværkulturelle forståelse. Personbegrebet anskues som en vestlig konstruktion med fokus på fortiden som forklaring på menneskers følelser og handlinger.

Den transkulturelle forståelse

I modsætningen til den tværkulturelle forståelse, bevæger den transkulturelle forståelse sig væk fra det psykologiske personbegreb. Den transkulturelle forståelse taler derimod om selvet. Da selvet er noget der fortælles, er det vigtigt at fokusere på det sprog der bruges i fortællingen. Den transkulturelle kultur skal ses i et globalt perspektiv, da verden er i konstant bevægelse og der foregår massive folkevandringer. Den transkulturelle kultur ser ikke kultur som et statisk fænomen, men derimod som et dynamisk fænomen og dermed en evig proces. Den der betragter kulturer, må være opmærksom på at man selv er et produkt af kultur. Den transkulturelle model tager udgangspunkt i, at det ikke er kulturer der mødes, men mennesker, og at der i ethvert møde udveksles og skabes kultur. Den transkulturelle model ser på kultur gennem kultur, dvs. at når to mennesker mødes kommer de forskellige faktor i spil, og derfor er den der betragter kultur nødt til at have et dobbeltblik der både kan vendes indad og udad.

Forforståelse og redundans

Forforståelse er med til at lette kommunikationen mellem mennesker. Det er forforståelserne der muliggør redundans. Redundans er det forhold der gør, at mennesker kan forstå hvad hinanden taler om uden at gå ned i hver detalje i samtalen. Det betyder, at selvom der udlades noget fra et udsagn, så vil modtageren kunne gætte det udeladte i og med at referencerammen dvs. det man henviser til, er den samme. Dette er dog kun når referencerammen er den samme.

Ændring af perspektiv

Kultur består af en synlig og en usynlig del. Det der kan opfattes, er altid kun en del af en større helhed, og helheden kan ikke opfattes med det blotte øje. En kulturanalyse må foregå i en ændring mellem at se og viljen til at se mere end det der kan opfattes med øjet. Derfor er man nødt til at flytte sig og holde sig i bevægelse for at ændre perspektivet og dermed tilføje en ny del til helhedsforståelsen.

En model for kulturanalyse kan se sådan ud:

Litteratur:
Hede Jørgensen, Hanne: Kulturfortællinger – fortalt med mange stemmer, 1. udgave, 1. oplag, Systime Academic, 2004.