mandag den 26. november 2012

Pædagogiske tænkere


A.S. Neill - Skrevet af Espen Jerlang

A.S. Neill (Alexander Sutherland Neill – 1883 til 1973) blev født i Skotland, og voksede op i et calvinistisk hjem. Opvæksten i dette strengt religiøse og især seksuelt fordømmende miljø fik stor betydning for Neills liv og for hans pædagogiske tanker – især om opdragelsens negative betydning. Han gik ind for ”den frie skole” og et ikke-autoritært system. Han gik også meget op i barnets selvregulering og respekten for barnet i det hele taget. I 1921 grundlagde Neill ”Summerhill-skolen”, hvor Neills pædagogik om selvrealisering er meget fremtræden. Herved menes der, at barnet selv kan og skal bestemme hvilke timer de ønsker at deltage i, i hvilket tempo det skal gøres i og, at børn lærer bedst gennem leg. I begrebet selvrealisering, ligger også, at barnet ikke skal udsættes for færdige meninger og moral, men udvikle disse områder.
Neill tror på, at barnet er født uden ondskab og, at det er de voksne, som skaber ondskaben i barnet ved undertrykkelse, tvangsmæssig tilpasning til normer, regler osv.
De grundlæggende værdier for Neill er Selvregulering, som tidligere nævnt betyder, at børnene har en frihed til for eksempel selv at bestemme, hvornår de vil møde op og deltage i undervisningen. Den frie opdragelse er også vigtig for Neill, hvilket også går ind under selvregulering. Her menes der, at børnene leger frit, men under ansvar og fornuft.    
Målet ved opdragelsen/pædagogikken er at der bliver nogle gladere og mere omsorgsfulde børn ud af det og børnene lærer også selv at tage ansvar.
Barnesyn / menneskesyn
Neill tror på, at barnet er født uden ondskab og, at det er de voksne, som skaber ondskaben i barnet ved undertrykkelse, tvangsmæssig tilpasning til normer, regler osv. Barnet skal også behandles i overensstemmelse med udvikling og alder. 
Grundlæggende værdier
De grundlæggende værdier for Neill er Selvregulering, som tidligere nævnt betyder, at børnene har en frihed til selv at bestemme hvornår de vil møde op og deltage i undervisningen. Den frie opdragelse er også vigtig for Neill, hvilket også går ind under selvregulering. Her menes der, at børnene leger frit, men under ansvar og fornuft.     
Målet med opdragelsen/ pædagogikken
Målet ved opdragelsen/pædagogikken er at der kommer nogle gladere og mere omsorgsfulde børn ud af det og børnene lærer også selv at tage ansvar.
Forholdet mellem voksen/ professionel og barn/ bruger
Forholdet mellem voksen og professionel skal være godt og de pædagoger, der er til stede skal kunne lide børn og ikke lave for mange regler. Der skal dog være nogle regler, men de skal vedtages i samarbejde mellem barn og voksen.
Dog skal der være konsekvenser, hvis reglerne overtrædes.
Metode/ midler til at opnå målet
Lærerne skal respektere de ønsker og interesser børnene har og skal kunne fungere på lige fod med dem. Dette skal gøres gennem ærlighed, humor og interesse for vigtige lærerkvalifikationer. Børnene skal behandles i overensstemmelse med deres alder og udvikling. Dog bliver larmende børn smidt ud af undervisningen, men uden yderligere konsekvenser. Stemningen skal være præget af tvangsfri og rar atmosfære mellem børnene og derfor også gensidig respekt og varme. 

Supplerende læsning:

Supplerende læsning omkring Alexander Sutherland Neills´ liv:
C:\Documents and Settings\Louise Hove\Dokumenter\Downloads\ibj10B - Neill (2).mht

16 tanker om barndom fra Rousseau til Broström af Jette Rantorp – Hvor der indgår et kapitel af Alexander Sutherland Neill kaldet ”Frihed frem for alt”.

Pædagogiske tænkere af Piet Hein: Forskellige citater, som er udvalgt og ordnet efter pædagogikkens 7 forhold, altså:
Samfundssyn, menneskesyn, pædagogiske mål, pædagogiske principper, pædagogens rolle, tilrettelæggelse, metode.

Blogopgave d.7/11-12


Multisocialisering:


Multisocialisering, også kaldet dobbeltsocialisering, er en overlapning af de to socialiseringer, nemlig primær- og sekundær socialisering. For at forklare multisocialisering vil vi komme ind på disse to former. Primær socialisering foregår gennem barnets signifikante andre, dvs. en betydningsfuld person. Familien er i denne proces den primære socialiseringsarena. Normerne og reglerne som barnet har med hjemmefra, formidles videre til barnet og foregår subjektivt (at man indblander sine egne meninger), men barnet oplever dem objektivt (hvor ens blik og meninger ikke er inklusive, dvs. at man beviser noget gennem facts). Hvis barnet er specielt knyttet til den bestemte person(f.eks. pædagogen), så gør det personens regler og normer til sine egne. Med tiden vil barnet udvikle sin egen identitet i forhold til det samfund det lever i og vil med tiden kunne forholde sig til andre mennesker i samfundet og forstå dem.
Den sekundære socialisering begynder ved mødet med institutionen, f.eks. Skoler, SFO, børnehave, vuggestuer o.l.. I denne del får barnet en viden om regler og normer, som gælder for lige nøjagtigt den position, man befinder sig i(eks. skolen). En udfordring igennem den sekundære socialisering kan være, at barnet under den primære socialisering allerede har dannet sin identitet, og at der ikke er overensstemmelse mellem den primære- og sekundære socialiseringsarenas regler og normer. Den vigtigste rolle som pædagog består så i, at kunne hjælpe barnet med at få styr på reglerne og normerne, for at barnet derefter kan danne sin egen rolle som individ.
Multisocialisering kommer i spil, fordi børn ikke er ret gamle, før de kommer i daginstitutioner. Det vil sige, at grænsen mellem primær- og sekundær socialisering ikke er lige så tydelig, som den har været tidligere. Derfor påvirker de to begreber hinanden. Den tredje socialisering sker gennem medier og de nye familiestukturer, idet børn præges gennem bøger, blade, tv og internet(o.a.) og skal desuden forholde sig til delefamilier m.v. Denne påvirkning sker ofte uden en pædagogs tilstedeværelse.
I denne model ses kombinationen af denne delte proces mellem barnet, familien, medier og den signifikante person i institutionen.




Multisocialiseringsmodel: 




Kilder:




Blogopgave d. 31/10-12



Hvem er de faste deltagere i mediepanikken?
De faste deltagere er blandt andet lærere, pædagoger, forældre og forskere/eksperter. Der er forskel på, hvordan familierne ser på brugen af medier i hjemmet og i fritiden. De forældreholdninger der findes er:


-          Den frigjorte familie, hvor medierne er naturlige og uden begrænsninger.

-          Den beskyttende familie, hvor der er reguleret i mediebrugen.

-          Den demokratiske familie, hvor mediebrugen er til debat og de unge præges til at bruge medierne fornuftigt, men ingen faste regler.

-          Den fællesskabssøgende familie, hvor forældrene støtter børnenes mediebrug, bare det ikke tager overhånd.


Kilde: Digital Dannelse af Lotte Nyboe, Frydenlund, 2009, side 110.


Andre har positiv holdning til mediebrugen, da de unge også får en del gode færdigheder ved for eksempel chat. Det kunne være:


-          Evnen til at tolke og udtrykke sig.

-          Hurtighed i kommunikation.

-          Evnen til at orientere sig.

-          Evnen til at reflektere.

-          Evnen til at færdes i skiftende sociale og kulturelle sammenhænge.


Kilde: Digital Dannelse af Lotte Nyboe, Frydenlund, 2009, side 138 - 139.

Links til artikler, debatter mv.:
http://videnskab.dk/kultur-samfund/nye-medier-er-ikke-farlige
http://www.youtube.com/watch?v=gfBdVnzDtKg


Hvad er forskellen mellem den almindelige mening og de faglige begrundede opfattelser, der må ligge til grund for pædagogens arbejde? 

Den almindelige mening er det folk siger, når de taler om medier og alt det nye, der kommer (det er udokumenterede meninger). Det kan for eksempel være læserbreve, diskussioner på arbejdsplader etc. 
Den faglige begrundede mening, er baseret på evidensbaseret forskning og dokumenteret viden.
I øvrigt er mediepanik ikke et nyt fænomen, allerede for 2000 år siden udtrykte både Sokrates og Platon bekymring over henholdsvis alfabetet, teater og digtnings dårlige indflydelse på ungdommen.